En gang imellem kommer hunde i kontakt med noget, der giver dem dårlig mave. Den dårlige mave kan både ses som diarré og som opkast.  Har hunden dårlig mave, men virker den ellers glad og frisk, kan man ofte selv prøve følgende, for at hjælpe maven tilbage på ret køl:

1. Sæt hunden på skånekost
Fodr hunden med kost, der er skånsom for maven og tarmen. Man kan købe skånekost hos dyrlægen, eller lave sit eget. Kogt ris med lidt kogt fisk eller kylling, er ofte udmærket som skånekost i et par dage. Fodr hunden med små portioner flere gange i løbet af dagen.

2. Sørg for at hunden får væske
Når hunden har diarré eller opkast, mister den meget væske og bliver let dehydreret. Sørg derfor altid for at hunden har adgang til rigeligt vand. Bland evt. lidt vand i hundens mad, så den får lidt ekstra væske, hvis den ikke drikker nok selv.

3. Støttende behandling
Der findes en række produkter, der kan styrke hundens tarmflora og hjælpe den tilbage på højkant igen. Det kan eksempelvist være probiotika-produkter, der indeholder gavnlige mælkesyrebakterier, der kan hjælpe med at styrke maven og tarmens naturlige bakterieflora.

Virker hunden dårlig og nedstemt, eller bliver hunden ved med at være dårlig i mere end én dag eller to, bør man altid kontakte dyrlægen. Derudover bør man altid kontakte sin dyrlæge, hvis hunden har voldsom diarré eller opkast, hvis der ses blod i enten opkast eller afføring, eller hvis hunden har feber (over 39 grader celsius). Man bør ligeledes altid kontakte dyrlægen, hvis man mistænker at hunden har spist noget den ikke burde; for eksempel noget giftigt eller noget, der kan sætte sig fast i tarmen.  Kontakt også dyrlægen, hvis hunden lider af en anden sygdom udover den dårlige mave. Hvalpe får meget hurtigt et meget lav blodsukker, hvis de ikke spiser nok, så får hvalpen dårlige mave eller hvis den af anden grund ikke vil spise, bør man også hurtigt tage fat i sin dyrlæge.