Hot spot

Mange hundeejere vil opleve at hunden en gang imellem pludseligt udvikler et vådt og væskende sår uden nogen synlig grund. Hunden kan blive meget generet af såret, og vil ofte begynde at kredse, slikke og klø i såret. Denne form for sår kaldes hot spots, og kan udvikles når som helst, men ses især i varmt og fugtigt vejr, eller hos hunde, der bader meget og derigennem bliver våde.

Hvad er et hot spot?

Hot spots er en hurtigt udviklende, overfladisk hudbetændelse, der også går under navnet retriever eksem, sommersår og fugtig eksem. Det opstår typisk som følge af en mindre, undseelige skade på huden, som en rift, et insektstik. Når hunden kløer sig i området ødelægges hundens barrierer, og de ellers harmløse hudbakterier kan slå sig ned og udvikle en ubehagelig hudbetændelse. Jo mere hunden slikker, kløer og kradser i området, jo større bliver problemet, og betændelsen kan vokse og det påvirkede område blive større og større.

Hot shops er ikke farlige, men utroligt smertefulde og generende for hunden. Allergier, og andre underliggende sygdomme, kan medvirke til at udvikle et hot spot.

Hvordan ser hot spots ud?

Hot spot opdages oftest ved at pelsen klistrer sig sammen fordi såret væsker – ofte vil det blot være på størrelse med en enkrone til at starte med.

Hot spots ses som et afgrænset område på hundens hud, hvor pelsen tabes og hudens overflade ødelægges, så der kommer et vådt, overfladisk sår. Såret er rødt, og huden omkring er hævet. Det vil typisk væske så meget, at pelsen omkring er våd og fedtet. Såret vil ofte udvikle sig hurtigt – nogle gange kan såret gå fra en let rødmen i huden til et stort væskende sår i løbet af en dag eller to.  Hos hunde med lang pels, kan det nogle gange være svært at se omfanget af betændelse, og ejeren opdager kun såret som følge af det våde sekret, der udskilles.

Smertefuldt
Vær opmærksom på, at hot spot er en meget smertefuld lidelse for hunden, og at det breder sig hurtigt, hvis du ikke får reageret i en fart. Jo mere hunden når at kradse og bide i såret, des mere får den spredt bakterierne.
Hvis hot spot viser sig at være tilbagevendende, kan det skyldes en allergisk lidelse hos hunden, og du bør tage en snak med dyrlægen med henblik på udredning.

Hvordan forebygger du problemer med hot spots?

1. Hold hunden fri for lopper og flåter

Loppe- og flåtbid kan være kløende og dermed udløse udviklingen af et hot spot. Har din hund ofte problemer med lopper og flåter, kan forebyggende behandling mindske risikoen for problemer med hot spots

2. Vask hunden efter en tur på stranden

Saltvand kan udtørre huden og den tørre hud kan begynde at klø, og dermed være årsag til udviklingen af et hot spot. Vasker du din hund efter at den har badet i havet, kan du fjerne saltet og mindske udtørringen af huden.

3. Tør hunden, når den er blevet våd

Våd eller fugtig pels, kan gøre huden våd. Hud der er vådt i længere tid kan begynde at klø, og det kan foranledige et hot spot. Tør derfor din hund grundigt efter bad, svømmeture eller gåture i regnvejr.

4. Børst din hund

Tyk og matteret pels, kan have sværere ved at tørre og huden under kan let blive irriteret. God pelspleje kan derfor mindske risikoen for udvikling af hotspots

Kilde: Hunden.dk