Generelt er det en dårlig idé at anskaffe sig en hvalp, når man har spædbørn i hjemmet. Primært fordi det kræver uanede mængder af overskud at tage vare på et spædbarn og en hundehvalp. Naturligt nok vil man prioritere spædbarnet, hvilket kan betyde, at hundehvalpen ikke får dækket sine behov og ikke får den nødvendige træning og opmærksomhed. Hvalpen bliver tilovers og udvikler sig til et irritationsmoment i stedet for den perfekte familiehund, man havde drømt om.
Det bedste er at vente med at anskaffe sig en hvalp, indtil barn og hvalp kan have glæde af hinanden, hvilket ofte vil være, når barnet er syv-ni år eller ældre afhængigt af det enkelte barn, familieforholdene og hundens mentalitet og opdragelse.
Hvis forældrene tager ansvar for hunden og samtidig sørger for, at børnene får del i hverdagen med hunden, kan det udvikle sig til ren lykke for alle parter. Er du vokset op med hund, er det noget, der bliver hos dig hele livet. Ofte ender man selv med at få hund på et senere tidspunkt i livet.
Som barn boede jeg hos mine bedsteforældre i England, og jeg husker tydeligt den fantastiske golden retriever, Cedar, der var børnebørnenes trofaste legekammerat. Han fulgte os i skole i al slags vejr og hjalp med at spise det fra madpakken, der ikke lige faldt i vores smag netop den dag. Min tantes Jinxy var en skøn border collie-blanding, der havde sin helt egen mening om tingene, og som alle børnebørnene vidste, man skulle holde fingrene fra ved madtid. Milde labrador-blanding Holly, der altid lå arm i arm med en eller anden på stuegulvet, når der var gang i pejsen, og som tøffede trofast efter os, når vi skulle på toilettet.
Hund og børn i huset kan sagtens gå op i en højere enhed, det afgørende er, at de voksne viser vej og lærer børnene om hundens signaler, så den bliver respekteret som hund – ikke at forveksle med legetøj/bamser.
