Hvad er SH – test?
Det franske DNA – laboratorium Antagene tilbyder en DNA-test, som viser risikoen for, om en hund udvikler sygdommen Histiocytært sarkom (SH)
Kræft i forskellige former er den største årsag til, at vores hunde bliver syge og dør. En bestemt kræftform, SH (også kaldt malign histiocytose), er en type kræft der er overrepræsenteret hos Berner Sennenhunde, denne kræftform angriber celler i immunsystemet og kan derfor ses i lymfeknuder og en række forskellige organer. Der findes ingen behandling for denne kræftform, den udvikler sig ofte hurtigt og er dødelig. Forskningen indikerer, at hunde med øget risiko for at få SH også har en forøget risiko for at blive ramt af andre kræftformer.
I over 15 år har franske genetikere forsket i SH hos Berner Sennenhunde. De har indsamlet blodprøver på mere end 2000 Bernere, både fra syge og raske individer også fra danske Berner Sennenhunde. Dette har gjort det muligt, at identificere genetiske markører associeret til risikoen for at udvikle og videreføre denne kræftform.
DNA-testen for Histiocytært sarkom giver resultater, der udtrykkes som et genetisk index, der er baseret på statistiske analyser af 9 markører fra forskningens data. Testen udgør ikke en forudsigelighedstest for udvikling af denne kræftform, men giver en indikation om ,hvor stor risikoen er.