I et sundt hundeøre skal huden være let lyserød, og der skal kun være lidt eller ingen ørevoks. Nogle hunde producerer mere ørevoks end andre, og kommer der for meget kan det stoppe øret til og give irritation. For at forebygge tilstopningen, kan det en gang imellem være nødvendigt, at rense ørene på nogle hunde. Man skal være opmærksom på at øget produktion af ørevoks, ofte hænger sammen med hudsygdomme eller betændelser i øret, som kan kræve behandling hos en dyrlæge.

Hos hunde med tendens til for meget ørevoks, og især hunde med meget hår i øregangen, kan jævnlig rensning af ørene være nødvendigt. Med lidt forsigtighed, kan du sagtens selv stå for denne forebyggende rensning.

Sådan kan du rense ører på din hund:

1. Brug en skånsom ørerens uden sprit

2. Fugt et stykke vat med ørerensen

3. Fjern forsigtigt voks og snavs i den synlige del af hundens øre ved at tørre med det fugtede vat.

4. Gentag indtil øret er rent

5. Har hunden meget hår i øregangen, kan det være nødvendigt at plukke disse ud.

Når du renser ører på din hund, må du aldrig bruge en vatpind, eller presse noget ned i den del af øregangen, du ikke umiddelbart kan se. Du risikerer at skade øret og skubbe snavset længere ned.

Da øget produktion af ørevoks, kan være forbundet med sygdom, bør du altid søge vejledning hos din dyrlæge. Især bør du opsøge dyrlægen, hvis din hund kløer sig meget i øret eller ryster på hovedet, hvis ørerne lugter “surt” eller hvis huden i øret virker rødt og irriteret.