Vedtægter for Dansk Berner Sennen Klub
- 1 Navn og hjemsted
Stk. 1 Klubbens navn er Dansk Berner Sennen Klub (DBSK). Klubben er stiftet d. 26. maj 1978.
Stk. 2 Klubbens hjemsted og værneting er formandens adresse
Stk. 3 Klubben er en specialklub, der siden 1. januar 1979 er anerkendt af og samarbejder med Dansk Kennel Klub (DKK). DKK’s love og tilhørende reglementer har forrang for specialklubbens vedtægter og den mellem parterne i medfører af § 6 stk.2 i DKK’s love oprettede overenskomst
- 2 Organisation
Klubben er opbygget med
- a) Urafstemning § 16
- b) Generalforsamling § 11-14
- c) Bestyrelse § 7-9
- d) Medlemmer § 5
- e) Træningspladser § 3 stk. 2
- 3 Klubbens formål
Stk. 1 Klubben har til formål i samarbejde med DKK, i overensstemmelse med DKK’s formål og internationale forpligtelser, at fremme kendskabet til Berner Sennen hunden og gennem oplysning om hensigtsmæssig avl at bidrage til at bevare og/eller forbedre racens kvalitet i forhold til sundhed, temperament, eksteriør og brugsegenskaber, svarende til FCI’s standard.
Stk. 2 Til varetagelse af det lokale klubarbejde har klubben af en række træningspladser. Disse har indgået en samarbejdsaftale med DBSK.
Stk. 3 DBSK udgiver et klubblad der i form, kvalitet og antal udgivelser står i forhold til klubbens økonomi efter bestyrelsens vurdering. I klubbladet skal alle arrangementer, der afholdes i DBSK’s navn i videste mulig omfang offentliggøres inden disse afholdes. Det er arrangørens/indsenderens ansvar at overholde deadlines. Ingen arrangementer i klubbens navn må afholdes før de har været offentliggjort i bladet eller i passende tid før på klubbens hjemmeside. Det er arrangørens ansvar at overholde deadlines.
Hvis et indlæg, efter bestyrelsens vurdering ikke er eget til offentliggørelse i bladet, kontakter bestyrelsen indsenderen med en begrundelse kort efter indslaget er modtaget. Bestyrelsen kan afvise indlæg, som de ikke finder, har almen interesse, eller er skjult reklame. Hvis indlægget må udsættes af pladshensyn kontakter redaktøren indsenderen.
Stk. 4 DBSK har en hjemmeside. Her anføres kontaktoplysninger og generel information. Ligesom hjemmesiden kan benyttes til anden information.
Stk. 5 DBSK har en udstillingshitliste og en LP hitliste for hunde, der deltager på udstillinger arrangeret af DBSK og DKK samt officielle lydighedsprøver. Der kan oprettes andre hitlister, for hundesportsgrene hvor DBSK og DKK afholder officielle prøver
- 4 Avlsarbejde
Stk. 1 Dansk Berner Sennen Klub er DKK’s sag kyndige inden for avlsarbejdet vedrørende Berner Sennen hunden.
Stk. 2 Generalforsamlingen er berettiget til efter aftale med DKK at fastsætte specielle regler for avlsarbejdet med klubbens race.
Stk. 3 Avlsforbud og restriktioner kan indføres, hvis arvemæssige begrundelser herfor foreligger. Sådanne forbud og restriktioner kræver dog godkendelse fra DKK, inden de iværksættes.
Stk. 4 Der vælges et avls- og sundhedsudvalg jf. reglerne i Retningslinjen for Avls- og Sundhedsudvalget.
MEDLEMSKAB
- 5 Indmeldelse
Stk. 1 Som medlem kan optages enhver, der opfylder betingelserne for optagelse i DKK. Æresmedlemmer, der udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen eller medlemmer, er kontingentfrie.
Stk. 2 DKK’s formand og direktør er kontingentfrie medlemmer af klubben, dog uden stemmeret. De har på klubbens generalforsamling og øvrige arrangementer taleret og kan lade sig repræsentere ved stedfortræder.
Stk. 3 Stemmeberettigede i alle klubbens anliggender er samtlige medlemmer, der siden 31.12. sidste år har været medlem af klubben, og som ikke er i kontingentrestance. Familiemedlemskab giver 2 stemmer. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt når der er tegnet familiemedlemskab, dog kun på vegne af det udeblivende familiemedlem.
Stk. 4 Alle medlemmer skal, hvor muligt, oplyse elektronisk postadresse/e-mail til klubbens medlemsadministrator. Et medlem har selv ansvaret for, at den oplyste e-mail adresse kan modtage beskeder/informationer fra klubben. Hvis medlemmet skifter e-mail adresse, skal medlemmet straks give klubbens medlemsadministrator besked herom. Hvis medlemmet ikke opfylder sine forpligtelser, bærer medlemmet selv ansvaret for, at korrespondancen ikke kommer frem til medlemmet. Har medlemmet ikke mulighed for at modtage elektronisk post, skal denne henvende sig til bestyrelsen med henblik på at få en særaftale vedr. brevpost.
Stk. 5 Når klubben har registreret en e-mail adresse på et medlem, er klubben berettiget til at have elektronisk korrespondance med medlemmet og fremsende alle meddelelser, herunder bl.a. indkaldelser til generalforsamlinger, opkrævninger, påkrav af enhver art elektronisk.
Stk. 6 Klubben kan i al korrespondance, både pr. post eller e-mail, henvise til at eventuelle bilag (regnskaber, forslag, etc.) er gjort tilgængelige på klubbens hjemmeside eller på anden af Klubbens tilgængelig elektronisk platform. Nævnte bilag anses derved at være indeholdt i forsendelsen. Dette gælder uanset om der måtte være angivet andet i andre bestemmelser i nærværende vedtægter.
Ophør
Stk. 7 Medlemskab ophører ved udmeldelse, der kan ske med en måneds varsel. Eventuelt overskydende kontingent refunderes ikke.
Stk. 8 Efter 2 måneders restance, slettes vedkommende uden varsel som medlem. Ved senere indbetaling betragtes vedkommende som nyt medlem med hensyn til stemmeret og valgbarhed.
- 6 Kontingent
Stk. 1 Generalforsamlingen fastsætter det årlige kontingent, sats for hhv. enkeltmedlemskab og familiemedlemskab.
Stk. 2 Kontingentet betales forud for et år ad gangen.
Stk. 3 Der kan oprettes familiemedlemskab, der omfatter medlemmerne i samme husstand.
- 7 Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1 Klubben ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer som varetager klubbens interesser og forvalter dens midler. Samtlige medlemmer af bestyrelsen skal være medlemmer af DKK.
Stk. 2 Valgbare til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer, jf.§ 5, stk. 3, og § 6, stk. 2, der er fyldt 18 år.
- 8 Valg til bestyrelsen
Stk. 1 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, suppleanter for 1 år ad gangen.
Stk. 2 I ulige år vælges der 3 medlemmer til bestyrelsen, og i lige år 4 medlemmer til bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
Stk. 3 Valget sker ved skriftlig, hemmelig urafstemning før den ordinære generalforsamling. Valget afgøres ved simpelt, relativt stemmeflertal. Ved stemmelighed foretages fornyet afstemning vedrørende de pågældende blandt de tilstedeværende stemmeberettigede på generalforsamlingen. I tilfælde af fornyet stemmelighed foretages lodtrækning. De til bestyrelsen foreslåede kandidater, der ikke opnår valg, indtræder efter stemmetal som henholdsvis 1. og 2. suppleant.
Indkommer ingen forslag til bestyrelsesvalg, udsendes ingen stemmesedler og de, der er på valg, betragtes som valgt.
Stk. 4 Ved indkaldelse af en suppleant indtræder denne i det afgående bestyrelsesmedlems valgturnus.
Stk. 4a I tilfælde af, at bestyrelsen bliver undertallig efter de valgte suppleanter er indtrådt, kan bestyrelsen supplere sig selv indtil først kommende ordinære generalforsamling.
Er der ved fristens udløb ikke opstillet det nødvendige antal kandidater til såvel bestyrelsesmedlemmer som suppleanter, skal valget ske ved supplerende valg på klubbens ordinære generalforsamling.
Stk. 5 Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 7 uger før generalforsamlingen.
Stk. 6 Stemmesedler udsendes til alle stemmeberettigede medlemmer, jf. §5 stk 3, og § 6 stk 2 senest 21 dage før generalforsamlingen, eller som optryk i klubbladet. De kan afleveres ved generalforsamlingen eller sendes til klubbens sekretær. Ved fremsendelse skal stemmesedlen være sekretæren i hænde senest dagen før generalforsamlingen. Stemmesedler skal være fremsendt eller afleveret i lukket kuvert med tydeligt navn og adresse for afsender.
Stk. 7 Kuverterne kontrolleres iht. klubbens medlemsliste. De åbnes og stemmesedlerne optælles på generalforsamlingen af 2 af generalforsamlingen valgte stemmetællere.
- 9 Bestyrelsens arbejde
Stk. 1 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden. Omkonstituering kan finde sted.
Stk. 2 Bestyrelsen tiltræder umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.
Stk. 3 Udenfor generalforsamlingen er bestyrelsen højeste myndighed med ansvar overfor generalforsamlingen, og træffer afgørelse i alle forhold, der ikke udtrykkeligt henhører under generalforsamling eller urafstemning.
Stk. 4 Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt, relativt stemmeflertal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er til stede.
Stk. 5 Klubben forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formand eller næstformand. Klubben hæfter som juridisk person alene med sin formue. Bestyrelsen kan meddele prokura til formand, næstformand, kasserer og /eller sekretær.
Stk. 6 Bestyrelsesmøder afholdes så ofte det af formanden eller bestyrelsen skønnes nødvendigt.
Stk. 7 Der tages referat af bestyrelsesmøderne. Referatet underskrives af deltagerne, og et beslutningsreferat fra hvert bestyrelsesmøde offentliggøres. Dette gælder også generalforsamlingsreferatet, der udsendes med medlemsbladet.
Stk. 8 Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte udvalg bestående af et hensigtsmæssigt antal af klubbens medlemmer til behandling af ethvert anliggende inden for arbejdsområdet.
Bestyrelsen udpeger blandt DBSK’s medlemmer en person, som varetager formidlingen af hvalpe avlet efter DBSK avlsanbefalinger.
Stk. 9 Bestyrelseserhverv er ulønnet, men bestyrelsen må få refunderet udgifter, der udelukkende er afholdt i klubbens tjeneste.
Stk. 10 Klubbens repræsentanter til DKK’s repræsentantskab udpeges af bestyrelsen og skal være medlemmer af DKK.
- 10 Regnskab
Stk. 1 Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2 Regnskabet, der skal opgøres i overensstemmelse med god regnskabsskik, forelægges revisorerne så det reviderede regnskab kan udsendes til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 3 Bestyrelsen må ikke på årsbasis gældsætte klubben ud over kontingentet. Alle arrangementer skal forudbudgetteres, inden der disponeres.
GENERALFORSAMLING
- 11 Ordinær generalforsamling
Stk. 1 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts/april måned. Generalforsamlingen afholdes i lige år vest og ulige år øst for Storebælt.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset det fremmødte antal medlemmer.
Stk. 2 Bestyrelsen bestemmer tid og sted for den ordinære generalforsamling og indkalder alle medlemmer til denne med mindst 8 ugers varsel på Klubbens hjemmeside og/eller i klubbladet. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om tid og sted, dagsorden samt oplysning om, hvilke bestyrelsesmedlemmer og udvalgsmedlemmer, der er på valg, og om disse er villige til at modtage genvalg.
Stk. 3 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 7 uger før generalforsamlingen.
Forslagsstiller skal tydeligt fremgå, med angivelse af navn og adresse.
Stk. 4 Skriftlige forslag til kandidater til bestyrelsen, evt. bestyrelsessuppleanter, avls – og sundhedsudvalget samt suppleanter skal være klubbens formand eller sekretær i hænde senest 7 uger før generalforsamlingen, jf. § 8, stk. 6.
Stk. 5 Senest 21 dage før generalforsamlingen udsendes følgende materiale til medlemmerne:
– Det reviderede regnskab og for forskningskontoen
– Stemmesedler
– Evt. forslag til generalforsamlingsbeslutning
– Formandens beretning
– Udvalgsberetninger
- 12 Dagsorden for den ordinære generalforsamling
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Valg af 2 stemmetællere
- Forelæggelse af formandens beretning til godkendelse
- Fremlæggelse af udvalgsberetninger.
- Forelæggelse af det reviderede regnskab for klub og forskningskonto til godkendelse og meddelelse af ansvarsfrihed (decharge)
- Budgetbehandling, herunder evt. fastsættelse af kontingent.
- Behandling af indkomne forslag
- Offentliggørelse af valg til bestyrelse, suppleanter, avls- og sundhedsudvalget og suppleanter hertil.
- Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
- Eventuelt
- 13 Afstemning på generalforsamling.
Stk. 1 Vedtagelser på generalforsamlingen sker ved simpel, relativt stemmeflertal, jf. dog stk. 3 samt §§18-19. Skriftlig afstemning skal finde sted, når et af de tilstedeværende medlemmer forlanger det.
Stk. 2 Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, se dog § 5 stk3.
Stk. 3 Vedtægtsændringer kan kun vedtages med en majoritet på 3/4 af de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer.
Vedtægtsændringer træder i kraft, når de er godkendt af DKK
- 14 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling finder sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig anmodning herom med angivelse af de emner, der ønskes behandlet.
Stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden indkaldes senest 4 uger efter, at bestyrelsen har modtaget anmodningen, med mindst 3 ugers varsel til afholdelse senest 6 uger efter udsendelsen af indkaldelsen.
Dagsorden skal indeholde valg af dirigent og referent.
Stk. 3 Der kan ikke behandles andre emner på en ekstraordinær generalforsamling end de i dagsordenen indeholdte.
Stk. 4 Vedtagelser på en ekstraordinær generalforsamling sker som anført i § 13.
- 15 Disciplinærsager
Har et medlem overtrådt gældende regler, jvf. DKK’s til enhver tid gældende love, kan der træffes disciplinære foranstaltninger over for vedkommende.
- 16. Disciplinære foranstaltninger
Stk. 1 Sådanne foranstaltninger kan bestå i:
- a) Tildeling af
1.) misbilligelse
2.) eller advarsel.
- b) Frakendelse af kennelmærke.
- c) Frakendelse af tillidshverv.
- d) Udelukkelse fra deltagelse i skuer, udstillinger og prøver.
- e) Udelukkelse fra adgang til stambogsføring.
- f) Eksklusion.
- g) Nedlæggelse af avlsforbud.
Stk. 2 Klubbens bestyrelse kan bringe sanktionerne under punkterne a) i anvendelse. Øvrige punkter kan kun bringes i anvendelse af DKK’s disciplinærnævn. Der henvises i øvrigt til de til enhver tid gældende bestemmelser i DKK’s love om disciplinære foranstaltninger.
- 17 Midlertidige disciplinære foranstaltninger
Stk. 1 Bestyrelsen kan, når grundlaget for en disciplinærsag er til stede, og når hurtig indgriben skønnes nødvendig, indstille til DKK’s bestyrelse, at der træffes midlertidig beslutning om foranstaltning over for den eller de indklagede i overensstemmelse med DKK’s love § 26.
Stk. 2 En sådan midlertidig beslutning har gyldighed, indtil disciplinærnævnets kendelse foreligger – dog højst i 6 måneder.
- 18 Urafstemning
Stk. 1 Bestyrelsen eller generalforsamlingen kan, når den finder anledning dertil, lade ethvert spørgsmål afgøre ved skriftlig, hemmelig urafstemning blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 2 I forbindelse med urafstemning skal stemmesedlerne sendes til en uvildig instans så som DKK eller registret revisor
Stk. 3 Forslagsstillerne eller repræsentanter for disse skal indbydes til at overvære åbningen og optællingen af stemmesedlerne.
- 19 Opløsning af klubben.
Stk. 1 Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun finde sted på en i dette øjemed særlig indkaldt generalforsamling. For vedtagelse af forslaget kræver ¾ majoritet af de afgivne stemmer. Bliver forslaget vedtaget, skal vedtagelsen bekræftes ved en urafstemning med samme majoritet.
Stk. 2 Bestemmelse om anvendelse af klubbens formue træffes på den ekstraordinære generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen. Formuen skal anvendes til gavn for hundesagen i henhold til formålsparagraffen.
- 20 Ikrafttræden
Stk. 1 Ovenstående love er vedtaget på generalforsamlingen d. 24.04.05 og vedtaget ved urafstemning den 02.06.05.
Tilretning er foretaget i § 5 og § 6 på generalforsamlingen d. 22.04.06.
Stk. 2 Lovene er godkendt af DKK og træder i kraft den 18.07.05
Stk. 3 Ændring i §5 og §6 er godkendt af DKK og træder i kraft den 21.06.06
Tilretning er foretaget i § 5, dette er godkendt af DKK og træder i kræft 18.5.2009
Vedtægterne er ændret på generalforsamling april 2017. Ændringerne er godkendt af DKK maj 2017.
Vedtægternes §11 stk. 2 er ændret på generalforsamling april 2022. Ændringerne er godkendt af DKK maj 2022.
Vedtægternes §4 of §5 er ændret på generalforsamling april 2023. Ændringerne er godkendt af DKK maj 2023.
DER TAGES FORBEHOLD FOR SKRIVEFEJL