I et sundt hundeøre skal huden være let lyserød, og der skal kun være lidt eller ingen ørevoks. Nogle hunde producerer mere ørevoks end andre, og kommer der for meget kan det stoppe øret til og give irritation. For at forebygge tilstopningen, kan det en gang imellem være nødvendigt, at rense ørene på nogle hunde. Man skal være opmærksom på at øget produktion af ørevoks, ofte hænger sammen med hudsygdomme eller betændelser i øret, som kan kræve behandling hos en dyrlæge.
Hos hunde med tendens til for meget ørevoks, og især hunde med meget hår i øregangen, kan jævnlig rensning af ørene være nødvendigt. Med lidt forsigtighed, kan du sagtens selv stå for denne forebyggende rensning.